By-og landzonearealer

Der planlægges ikke ændringer i afgrænsningen mellem by- og landzone.

Målsætninger

Forskel mellem land og by

Der skal være klare grænser for byerne, så der sikres en tydelig forskel mellem land og by. Dette er særligt afgørende for en storbykommune som Hvidovre, hvor landområderne er en meget begrænset ressource. 

Vi påtager os vores del af den regionale opgave med at omdanne, revitalisere og fortætte dele af byområdet for at mindske behovet for byspredning.

Desuden vil vi være tilbageholdende med at give tilladelse til nye anlæg eller bebyggelser i landzone. Vores del af landzonen skal først og fremmest bruges til rekreation for beboerne i storbyområdet – herunder selvfølgelig beboerne i Hvidovre.

I landzonen ligger der imidlertid også nogle bygninger, som ikke længere kan anvendes til landbrugsmæssige formål. Disse bygninger har en stor kulturarvsmæssig værdi og er bevaringsværdige. På grund af Fingerplanens nuværende indhold er det en udfordring for os at give disse bygninger nyt indhold og nye anvendelser, der kan sikre, at de forbliver en levende del af vores kulturarv. 

Kommunalbestyrelsens målsætninger:

  • Der skal fokuseres på byomdannelse og fortætning af visse, udpegede byzonearealer, hvilket vil medvirke til at revitalisere Hvidovre som by. 

Retningslinjer

Retningslinje 3.13.1 - 3.13.2

3.13.1

Der kan ikke udlægges nye arealer til byzone, men de eksisterende byzonearealer fastholdes.

3.13.2

Alt nybyggeri skal i princippet placeres på arealer, der er beliggende i byzone. Dog kan byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom, eller mindre bygninger, der er nødvendige for rekreative områders brug og drift, placeres på arealer, der er beliggende i landzone.


Redegørelse

Planlovens zoner

Hele landet er opdelt i tre planlægningszoner: Byzoner, landzoner og sommerhusområder. 

Langt hovedparten af Hvidovre er beliggende i byzone. Af Hvidovres areal på 21,9 km2 er de 18 km2 således beliggende i byzone. 

Landzonearealerne i den vestlige del af kommunen er desuden omfattet af bestemmelser om Indre Grønne kiler i Fingerplan 2013. Disse arealer må kun anvendes til landbrugs- og rekreative formål. 

Områderne Den Grønne Kile, Vestvolden, Kystagerparken, Lodsparken, Strandengen og den nordlige del af Råhavnen er beliggende i landzone.

Hvidovre rummer ikke sommerhusområder.