Kollektiv trafik

Den kollektive trafik er med til at sikre en god mobilitet for alle borgere. Derfor skal den udbygges og forbedres, f.eks. med en eller flere letbaner.

Målsætninger

God mobilitet for alle

Vi transporterer os mere og længere, og det er en tendens, der vil fortsætte også i denne kommuneplanperiode. Det er især bilen, der er vores foretrukne transportform, og det er også klart, for det er en bekvem transportform. Men de mange biler på vejene giver trængselsproblemer, de belaster miljøet – både lokalt og globalt – og de skaber barriere i byen. Det er derfor vigtigt, at der findes attraktive alternativer til bilen, herunder kollektiv transport. Den kollektive transport er med til at sikre en god mobilitet for alle borgere i kommunen. I dag har kun halvdelen af Hvidovres borgere adgang til bil, og derfor skal vi sikre et alternativ. Kollektiv transport kan også være med til at sikre, at vi udleder mindre CO2 og mindske den lokale luftforurening. Sidst men ikke mindst er kollektiv transport være med til at sikre et bedre bymiljø. Derfor skal den kollektive transport højnes i Hvidovre. 

Hvidovre er en integreret del af hovedstadsområdet, og vores borgere har behov for ikke bare at komme rundt i vores kommune, men også at krydse kommunegrænsen. Derfor skal den kollektive trafik styrkes i samarbejde med vores nabokommuner. Det gælder for busserne, men også etablering af letbaner gennem kommunerne. Vi bakker fuldt op om de aktuelle planer om etablering af letbaner og udbygning af metroen til blandt andet Avedøre Holme og Hvidovre Hospital. Også Hvidovres borgere vil få gavn af disse markante forbedringer af den kollektive trafik i hovedstadsområdet. 

Hvidovre har fem S-togsstationer, Rødovre, Hvidovre, Åmarken, Friheden og Avedøre. S-togene er et godt alternativ til bilen – især i forbindelse med pendling mellem arbejdssted og bolig. Det er en vigtig transport, og den foregår i myldretiden, hvor vejnettet er ekstra belastet. Derfor er det vigtigt at understøtte stationsnærhedsprincippet ved at give mulighed for fortætning ved stationerne, og derved sikre at flere bor eller arbejder i nærheden af en station. Stationerne er også vigtige for brugere, der bor udenfor stationernes kerneopland. De benytter stationerne til omstigning mellem de kollektive transportformer og til parkering af cykler og biler. 

Busserne skal gøre det lettere at komme rundt i kommunen, og busserne skal have bedre fremkommelighed vha. busbaner og prioriteringer i kryds. Movia arbejder løbende sammen med kommuner og regioner om at forbedre bussernes fremkommelighed på vejnettet og dermed forkorte rejsetiden og minimere forsinkelser på grund af trængsel. 

Desuden skal busstoppestederne gøres mere tilgængelige for personer med handicap, og der skal indrettes god cykelparkering ved stationerne og de større busstoppesteder.

Kommunalbestyrelsens målsætninger: 

  • Vi bakker fuldt op om de aktuelle planer om etablering af letbaner til blandt andet Avedøre Holme og Hvidovre Hospital, jf. Trængselskommissionens anbefalinger og Region Hovedstadens oplæg
  • Den kollektive trafik skal udbygges og forbedres, og der skal arbejdes for bedre koordinering af den samlede kollektive trafik
  • Personer med funktionsnedsættelse skal have god tilgængelighed til den kollektive trafik og ved færden på offentlige veje, stier og pladser. 

Retningslinjer

Retningslinje 3.10.1

3.10.1

Der kan anlægges en letbane fra Brøndby Strand til Avedøre Holme med mulig forlængelse til Ørestad.


Redegørelse

Letbaner

I de kommende år forventes befolkningstallet at stige markant i hovedstaden. Transportsystemet vil komme under yderligere pres i kraft af den generelle økonomiske vækst og at flere mennesker får behov for at transportere sig. Trængselskommissionen har haft til opgave at formulere en strategi for reduktion af trængsel og luftforurening samt modernisering af infrastrukturen i hovedstaden. Strategien ”Mobilitet og fremkommelighed i hovedstadsområdet” udkom i 2013 og anbefaler blandet andet for Ringbyen etablering af letbaner i korridorerne på henholdsvis Frederikssundsvej og i Ring 2½ herunder forbindelse mellem Ring 2½ og henholdsvis Glostrup Station og Ny Ellebjerg Station. Sidstnævnte er relevant for Hvidovre, da strategien foreslår en linjeføring forbi Hvidovre Hospital og Friheden Station. 

Som opfølgning på Trængselskommissionens anbefaling udarbejdede Region Hovedstaden pjecen ”Flere letbaner i Hovedstadsområdet”, som beskriver behovet for letbanen. Letbaner kan være løsningen, hvis vi ønsker at dæmme op for lange bilkøer og trafikpropper, et renere miljø og ikke mindst et ansigtsløft i den kollektive trafik. På steder uden togbetjente rejserelationer har den kollektive trafik en meget lav markedsandel (5-10%), modsat de togbetjente rejserelationer, der har markedsandel på 25-30% - for de radikale linker endda helt op til 65%.

Pjecen anbefaler et net af letbaner, blandet andet to linjeføringer i Hvidovre; linjen Hvidovre Hospital – Ny Ellebjerg og Ring 2½ (fra Gladsaxe trafikplads ad Tårnvej mod Friheden Station – evt. med forgrening fra Hvidovre Hospital til Ny Ellebjerg Station, og med en forlængelse til Avedøre Holme).

S-tog

S-togstrafikken administreres af Staten og DSB. Kommunen ønsker at være i fortsat dialog med Staten og DSB om forbedringer af S-togbetjeningen i Hvidovre.

Stationer

Kommunen vil i samarbejde med Movia og DSB arbejde for til stadighed at optimere samordningen mellem togtrafikken og den kollektive bustrafik ved togstationerne. I samarbejde med DSB vil det endvidere blive tilstræbt løbende at forbedre cykelparkeringsforholdene og tilgængeligheden til togstationerne.

Busser

I Hvidovre har vi to A-buslinjer (1A og 8A) og to S-buslinjer (200S og 500S). A-busser er de primære busser i det centrale København og er kendetegnet ved at have hyppige afgange og mange stoppesteder. S-busserne forbinder stationer og andre trafikale knudepunkter, de kører lange trækninger og stopper kun få gange undervejs.

Kommunen og Regionen har ansvaret for at bestille og finansiere bustrafikken i Hvidovre, mens det er trafikselskabet Movia, der har ansvaret for selve busdriften. Region Hovedstaden tager sig af 500S og overtager 200S fra 1. januar 2016. Alle øvrige busser finansieres af kommunen.

Planlægningen af busbetjeningen foregår i et samarbejde med Movia, en række nabokommuner og Regionen, idet de fleste buslinjer krydser kommunegrænsen og dermed er fælles med en eller flere af nabokommunerne. Planlægning af busbetjeningen er derfor i høj grad et fælles kommunalt ansvar.

Letbane i Ring 3

Den 20. juni 2013 blev der indgået en principaftale mellem staten, Region Hovedstaden og de 11 kommuner i Ringby-samarbejdet, herunder Hvidovre. Det fremgår af aftalen, at parterne forpligter sig til at anlægge en ca. 28 km lang letbane i Ring 3 på strækningen Lundtofte - Ishøj. Staten finansierer 40 % af anlægsudgiften, mens driften skal finansieres af kommunerne og regionen. Lov om Letbane i Ring 3 blev vedtaget i februar 2014, og der er indgået aftale med Metroselskabet om varetagelse af opgaven med anlæg af letbanen. 

Der udarbejdes aktuelt en VVM-redegørelse. Letbanen forventes færdig i 2020.

Denne letbanestrækning udgør første etape af et samlet letbaneløsning som de 11 kommuner og Region Hovedstaden har aftalt. Anden etape af letbaneløsningen er en letbanestrækning fra Glostrup Station via Park Alle til Brøndby Strand og videre til Avedøre Holme. 

I overensstemmelse hermed gives der i kommuneplanen mulighed for, at der kan anlægges en letbane gennem Avedøre Holme med mulig videreførelse til Ørestad, der giver forbindelse til lufthavnen og metroen i København. Letbanetraceet er ikke endeligt fastlagt, men på baggrund af gennemførte forundersøgelser peges i kommuneplanen på en foreløbig placering i vejtraceet Gammel Køge Landevej og Stamholmen. 

Trafikselskabet Movias trafikplan

Trafikselskabet Movia har udarbejdet Trafikplan 2013 med mål og visioner for den kollektive bustrafik frem til 2020.

Trafikplanen opererer med fire mål for perioden:

  • Fastholde passagertallet
  • Mere tilfredse kunder
  • Grønnere kollektiv trafik
  • Styrket flextrafik.

De opstillede mål i Trafikplan 2020 er i god overensstemmelse med Hvidovres mål for den kollektive trafik. 

Det konkrete mål for omegnskommunerne er en stigning på 6 millioner flere passagerer i 2020, heraf skal halvdelen komme i kraft af Movias egne indsatser som f.eks. kortere rejsetid, hyppigere afgange og forbedret information. Der står endvidere i planen, at indsatserne skal konkretiseres og udmøntes i tæt samarbejde med de enkelte kommuner. 

Et af de mere relevante virkemidler i kommuneplansammenhæng er ”fokus på fremkommelighed”. Her er det nemlig kommunerne, der har ansvaret. Det kan enten ske via projekter, der direkte forbedrer bussernes vilkår eller ved at tænke busfremkommelighed ind i kommunens øvrige trafik- og vejprojekter. Movia har peget på udvalgte strækninger, der vurderes som særligt egnede til fremkommelighedstiltag, herunder nogle i Hvidovre. 

I forhold til grønnere kollektiv trafik er målet, at CO2 udledningen pr. kørt kilometer i 2020 er blevet reduceret med 29 % og NOx og partikeludledningen med mindst 75 % i forhold til 2008. Movia skærper samtidig kravene til nye bussers støjniveau fra 77 dB til 75 dB.

Delmålet for reduktion af udledningen af CO2 er på 35 % for Hvidovre sammen med Albertslund, Brøndby, Glostrup, Ishøj, Vallensbæk, København og Frederiksberg kommuner samt Region Hovedstaden.