Kystnærhedszonen

Der skal planlægges ekstra grundigt i den 3 km brede planlægningszone langs de danske kyster.

Målsætninger

Sikring af kystlandskabet

De åbne kyster skal fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og landskabsressource, og kystområderne skal derfor søges friholdt for bebyggelse og anlæg, som ikke er afhængige af kystnærhed. 

I de dele af byområdet, der ligger ud til kysterne, skal det sikres, at der ved planlægning af ny bebyggelse og anlæg tages de fornødne hensyn til kystlandskabets helhed. 

I Hvidovre er det især landzonearealerne på kyststrækningen fra Harrestrup Å’s udløb i Kalveboderne til Råhavnen, der rummer natur- og landskabsværdier. Disse områder er også sikrede gennem fredning efter Naturbeskyttelsesloven. 

Kommunalbestyrelsens målsætninger:

  • Boligområderne, der støder op til kystområderne langs Kalveboderne, skal fastholdes med begrænsede bygningshøjder
  • Den kystnære del af landzoneområderne (Kystagerparken, Lodsparken, Strandsumpen, Vestvolden og størstedelen af Den Grønne Kile) skal friholdes fra byggeri og anlæg, der ikke er nødvendigt for de eksisterende eller planlagte anvendelser
  • Nødvendigt byggeri og anlæg i den kystnære del af landzoneområderne skal placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse og tilpasses det omgivende landskab.

Retningslinjer

Retningslinje 3.14.1 - 3.14.3 

3.14.1

Kystområderne skal søges friholdt for bebyggelse og anlæg, der ikke er afhængige af kystnærhed. I 3 km kystnærhedszonen må der kun planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.

3.14.2

I de kystnære dele af byområdet (dvs. byzonearealer), der ligger ud til kysterne eller indgår i et samspil med kystlandskabet, skal der i den kommunale planlægning ske en vurdering af de fremtidige bebyggelsesforhold, herunder bygningshøjder, med henblik på, at:

  • ny bebyggelse indpasses i den kystlandskabelige helhed
  • der tages hensyn til bevaringsværdige helheder i bystrukturen og til naturinteresser på de omgivende arealer
  • der tages hensyn til nødvendige infrastrukturanlæg, herunder havne, og at
  • offentligheden sikres adgang til kysten. 

3.14.3

Bortset fra anlæg, der er underlagt VVM-pligt, skal det i redegørelsen til lokalplanforslag for bebyggelse og anlæg i de kystnære dele af byzonerne, der vil påvirke kysten visuelt, gøres rede for påvirkningen. Såfremt bebyggelsen afviger væsentligt i højde eller volumen fra den eksisterende bebyggelse i området, skal der gives en begrundelse herfor.

Redegørelse

Planlægningszone - ikke forbudszone

Kystnærhedszonen er en 3 km bred planlægningszone langs de danske kyster. Det er ikke en forbudszone. Der kan således godt ske udvikling inden for kystnærhedszonen, men det kræver en meget grundig planlægning. Kommunerne skal efter planloven udarbejde retningslinjer for arealanvendelsen for alle landzonearealer og sommerhusområder i kystnærhedszonen. Retningslinjerne skal søge kystnærhedszonen friholdt for yderligere byudvikling, tekniske anlæg og ferie- og fritidsanlæg, som ikke er afhængige af kystnærhed.

Som det fremgår af kortet, er Hvidovre langt overvejende beliggende inden for kystnærhedszonen.

Der inddrages ikke nye arealer i byzone, og der planlægges ikke for nye anlæg i landzone, således heller ikke arealer, der er beliggende i kystnærhedszonen.

Hvidovre rummer ikke eksisterende sommerhusområder, og der planlægges ikke for etablering af sådanne. Det samme gælder for ferie- og fritidsbebyggelser.

Retningslinjerne for landzonearealerne – herunder de, der er beliggende i kystnærhedszonen - fremgår af temaet ”Landskab”. 

Planlagte ændringer

For den del af kystnærhedszonen, der er beliggende i landzone, planlægges følgende ændringer:

  • Der planlægges fortsat for en udvidelse af sydmolen på Hvidovre Havn i overensstemmelse med Lokalplan 316. Lokalplanen, der giver mulighed for at udvide sydmolen til cirka dobbelt bredde og for at udvide jolleophalerpladsen mod øst, vil medføre inddragelse af arealer på søterritoriet
  • Der planlægges fortsat for en delvis ændret anvendelse af det fredede område Lodsparken, idet en del af arealet ønskes indrettet til badestrand ved tilkørsel af sand. Der vil ikke blive etableret serviceanlæg i direkte tilknytning til badestranden. I stedet vil man udnytte nærheden til Hvidovre Havn. Derfor vil de fysiske, funktionelle og visuelle ændringer i forhold til kysten også blive meget begrænsede
  • Der er offentlig adgang til langt hovedparten af kyststrækningen i Hvidovre. Men mellem Hvidovre Havn og Strandengen er der kun punktvis offentlig adgang til vandet for enden af Strandvangsvej og Konkylievej.

Kommuneplanen indeholder ikke uudnyttede arealreservationer til ny byzone i kystnærhedszonen. Der er i dag planlagte, men ubebyggede byzonearealer inden for følgende rammeområder: 

  • Rammeområde 4A1 Langkildevej Syd. Her planlægges der for en yderligere rummelighed på indtil 10.000 m2 etageareal, der må opføres i 2-3 etager. Området er udlagt til blandet byområde, men det er mest sandsynligt, at der alene opføres boligbyggeri. Hvis dette bliver tilfældet kan der opføres 75-100 nye boliger i området
  • Rammeområde 4A4, Cirkusgrunden. Her planlægges der for en yderligere rummelighed på ca. 40.000 m2 etageareal, der må opføres i 2-8 etager. Området er udlagt til blandet byområde, men boliger forventes at blive den klart dominerende anvendelse. Der forventes opført ca. 300 nye boliger, der vil blive en blanding af etageboliger og rækkehusboliger. 

Disse områder forventes bebyggede i planperioden, og vurderes i øvrigt ikke at kunne påvirke kysten visuelt.