Friluftsanlæg

Vores eksisterende større friluftsanlæg i landområdet - Hvidovre Havn og Avedøre Stadion - kan suppleres med et nyt idrætsanlæg på arealer øst for Byvej.

Målsætninger

Oplevelser til det organiserede og almene friluftsliv

Hvor det almene friluftsliv almindeligvis ikke kræver store anlæg, så er der også en anden sportsbetonet side af friluftslivet, som beslaglægger store arealer.

Af sådanne større friluftsanlæg i landområdet kan nævnes Hvidovre Havn og Avedøre Stadion, som begge er skabt til det organiserede friluftsliv - men med anlæggenes åbenhed er de også til glæde for det almene friluftsliv. Begge anlæg skal fortsat udvikles og forsøges anvendt til flere former for friluftsaktiviteter. Øst for Byvej kan et nyt område planlægges anvendt til idrætsanlæg.

Kommuneplanen giver mulighed for at etablere fremtidige rekreative støttepunkter til fremme af det almene friluftsliv både på land og langs kysterne. Områder, der byder på landskabs-, natur- og kulturoplevelser, er steder, hvor støttepunkter kan blive attraktive og gavne friluftslivet.

Kommunalbestyrelsens målsætning:

  • Friluftsanlæggene skal så vidt muligt være offentligt tilgængelige og tilbyde oplevelsesmuligheder for både det organiserede og det almene friluftsliv. 

Retningslinjer

Retningslinje 4.4.1 - 4.4.6

4.4.1

I en del af landområdet øst for Byvej må der etableres nyt idrætsanlæg. Bortset fra dette må der ikke i landområdet etableres nye golfbaner, rideanlæg eller andre større, landskabeligt indgribende areal- eller bygningskrævende friluftsanlæg, og de eksisterende anlæg må ikke udvides.

4.4.2

Et nyt idrætsanlæg i området skal så vidt muligt anvendes til flere forskellige friluftsaktiviteter og være offentligt tilgængeligt. Ved indpasning af idrætsanlægget skal hegning, støj, belysning og bebyggelse begrænses, og de skal udformes med hensyntagen til omgivelserne. Der må etableres mindre bygninger til betjening af brugerne, som omklædnings- og baderum, depotrum til sportsrekvisitter og lignende.

4.4.3

Arealkrævende anlæg med tilhørende bygninger skal overalt tilpasses landskab og beplantning, og terrænregulering må kun finde sted i begrænset omfang. Anlæg, bygninger og udenomsarealer skal i videst muligt omfang være offentligt tilgængelige. Bygninger og parkeringsanlæg skal holdes samlet og knyttes til eksisterende bygninger, hvis det ikke strider mod landskabshensyn eller medfører væsentlige støj- eller trafikgener. Der må ikke indrettes kunstig belysning, bortset fra dæmpet belysning ved bygninger, parkering og stier. Anlæggets drift må ikke forringe grundvandskvaliteten.

4.4.4

Der må etableres støttepunkter for friluftslivet ved oplevelsesmuligheder i friluftsområderne og langs kysten, når det efter en konkret vurdering ikke skader beskyttelsesinteresserne. Støttepunkter skal fortrinsvis placeres, hvor der er god stiadgang. De må indrettes i eksisterende bygninger eller knyttes til eksisterende frilufts-, kultur- eller overnatningsanlæg. I støttepunkter kan der etableres begrænsede anlæg, der støtter det almene friluftsliv.

4.4.5

Primitive teltpladser og shelters må i princippet etableres overalt, hvor det efter en konkret vurdering ikke skader beskyttelsesinteresser.

4.4.6

Støjende friluftsanlæg som skydebaner, motorbaner og lignende må ikke placeres i landområdet.

Redegørelse

Anlæg til et aktivt og varieret friluftsliv

Det er vigtigt for borgernes sundhed, at kommunen rummer muligheder for et aktivt og varieret friluftsliv med muligheder for både organiserede aktiviteter som sport og uorganiserede aktiviteter som en gå- eller løbetur eller en længere cykeltur. Hvor det uorganiserede friluftsliv ikke kræver store anlæg, så beslaglægger den idrætsbetonede side af friluftslivet store arealer og forudsætter større anlæg i de grønne områder. I Hvidovre er Avedøre Stadion og Hvidovre Havn udpeget til friluftsanlæg.

Vi har imidlertid knaphed på arealer, og det er svært at finde plads til alle typer anlæg, samtidig med at det uorganiserede friluftsliv tilgodeses. Derfor må der planlægges for, hvor et anlæg bedst kan placeres i landområdet.

I overensstemmelse med Fingerplan 2013 kan et område øst for Byvej planlægges anvendt til idrætsanlæg. Der må i dette område kun etableres mindre bygninger til betjening af brugerne af idrætsanlægget, som omklædnings- og baderum, depotrum til sportsrekvisitter og lignende. Der skal sikres mulighed for offentlig adgang og ophold.

Kommunen foretager den nærmere afgrænsning gennem lokalplanlægningen for anlægget til sikring af, at landskabets og naturens værdier bevares, og at anlægget indpasses i en landskabelig og bymæssig helhed.

Støttepunkter

Kommuneplanen giver mulighed for at realisere fremtidige rekreative støttepunkter, til gavn for det almene friluftsliv både på land og langs kysterne i områder, hvor landskabs-, natur- og kulturoplevelser, åer, søer og kyst kan blive attraktive og gavne friluftslivet.

Støttepunkter indebærer kun beskedne anlæg, som derfor ofte kan etableres uden gene for de landskabs- og naturværdier, som de besøgende kommer for at nyde. De skal placeres på steder med god tilgængelighed med f.eks. stier og offentlig transport.

Støjende friluftsanlæg

Landområdet i Hvidovre er præget af stor støjbelastning hovedsageligt fra trafikanlæg. Uagtet støjbelastningen, kan der ikke placeres støjende friluftsanlæg i landområdet af hensyn til støjens påvirkning af oplevelsesværdier og forstyrrelse af dyre- og fuglelivet. Derfor er også vandområder omfattet af retningslinjerne for støjende friluftsanlæg.